Nyheder

Skraldemænd fra Stevns nedbringer tomgangskørslen

By 24. februar 2023

Skraldebiler holder meget i tomgang på deres ture rundt og hente affald hos borgerne. Ved at nedbringe tomgangstiden kan vi også nedbringe C02-udledningen. Hos Urbaser har vi derfor afholdt en konkurrence blandt vores skraldemænd og -kvinder om at nedbringe antallet af minutter, hvor bilerne holder i tomgang. Vinderne af konkurrencen var skraldemændene i Stevns Kommune, som nedbragte deres tomgangstid med næsten 40 procent. Som en sidegevinst har det styrket fællesskabet at være sammen om et fælles mål. 

I alt 27 afdelinger hos Urbaser deltog i konkurrencen, som blev afholdt i oktober, november og december 2022 – de kolde måneder, hvor tomgangstiden ellers gerne stiger, fordi bilerne er kolde. De 27 afdelinger har under konkurrencen i gennemsnit reduceret deres tomgangstid med ca. 19 procent, sammenlignet med samme tid året før. Vinderne i Stevns havde i forvejen den laveste tomgangstid, men de kunne altså gøre det endnu bedre og blev tilmed de heldige vindere af 10.000 kr., som de kan bruge til en fest eller andet arrangement efter eget valg. Udover at reducere CO2-udledningen betyder en reduktion af tomgangstiden også færre partikler fra dieselos samt mindre støj for borgerne på ruten.

Øget trivsel og arbejdsglæde blandt skraldemændene
Selvom skraldemændene i Stevns, til at begynde med, fandt det svært at skære noget af tomgangstiden, blev det hurtigt til et sjovt fælles mål at huske at slukke bilen.

”Vi var lidt skeptiske over, om vi kunne reducere vores tomgangstid, inden vi startede. Men vores chef var rigtigt god til at motivere os, og så gik der sport i den,” fortæller Henning Stich, skraldemand hos Urbaser i Stevns Kommune. Og konkurrencen har ikke kun haft en positiv effekt i forhold til miljøet;

”Det har det givet os et godt sammenhold og et andet arbejdsklima. Det er interessant, hvordan sådan en lille ting kan smitte så meget af, og vi har lyst til at blive bedre hele vejen rundt. Og samtidig er vi en del af noget større i forhold til både CO2 og økonomi,” forklarer Henning Stich.

Tilfredshed i kommunen med indsatsen for at reducere CO2-udledningen
Hos Stevns Kommune er de også glade for skraldemændenes indsats med at reducere tomgangskørslen, da reduktion af CO2-udledning også er et af kommunens klimamål.

”Vi er rigtigt glade for, at Urbaser arbejder med at nedbringe CO2-udledningen. Vi sætter pris på, at alle gør noget – det er de mange bække små, som sammen giver resultater. Herudover kan vi se, at det er godt for arbejdsglæden hos skraldemændene at have et fælles mål. Og det giver i sidste ende en bedre service over for borgerne,” siger Berith Burkandt, leder af Natur- og Miljø hos Stevns Kommune.

 

Nedbringelse af tomgangskørsel en del af Urbasers arbejde for et bedre miljø
Tomgangskonkurrencen er et eksempel på et tiltag, hvor alle i organisationen er med til at bidrage til Urbasers mål om et lavere energiforbrug og mindre udledning af drivhusgasser. Og konkurrencen blandt de 27 afdelinger har vist, at det er muligt gennem en fælles indsats at opnå synlige resultater.

”Vi er meget positive over, at det er lykkedes for vores medarbejdere at reducere deres tomgangskørsel så meget på de tre måneder, og vi håber, at det vil tjene som inspiration til at arbejde videre med at mindske vores påvirkning af miljø og klima.  Og så er det en fantastisk sidegevinst, at det også har givet et bedre arbejdsmiljø blandt vores skraldemænd,” fortæller Jens Buch Staehr, Driftschef Urbaser Øst.

Billedtekst foto 1:
Skraldemand Henning Stich på vej ud til borgerne i Stevns Kommune.

Billedtekst foto 2:
To af de skraldemænd hos Urbaser, som har været med til at reducere tomgangstiden med næsten 40 %.

Kontakt hos Urbaser:
Jens Buch Staehr, Driftschef Urbaser Øst
Mail: jstahr@urbaser.devpeople.dk
Telefon: 4189 2011